Gå til indhold
Regler og politikker

Politikker vedrørende indtægtsgenerering

Politikker vedrørende indtægtsgenerering

Det er en stor milepæl for enhver youtuber at blive en del af Youtubes partnerprogram (YPP). I YPP kan youtubere begynde at tjene penge på deres indhold, modtage mail- og chatsupport og få adgang til Copyright Match Tool for bedre at kunne beskytte deres indhold.

Et af de vigtigste kvalifikationskrav til YPP er at overholde YouTubes politikker for indtægtsgenerering, som omfatter YouTubes retningslinjer for fællesskabet, servicevilkår og Google AdSense-programpolitikkerne. Disse politikker gælder for en youtubers kanal som helhed, ikke blot for de enkelte videoer.

Skrappere kriterier for indtægtsgenerering

I løbet af de sidste par år har YouTube truffet foranstaltninger for at styrke vores krav til indtægtsgenerering, så spammere, personefterlignere og andre brodne kar ikke kan skade økosystemet eller udnytte dygtige youtubere, der laver indhold af høj kvalitet.

For at ansøge om medlemskab i YPP skal kanaler opfylde kvalifikationsgrænser relateret til visningstid og antal abonnenter. Efter ansøgningen sikrer YouTubes kontrollanter, at kanalen ikke har overtrådt YouTubes politikker vedrørende indtægtsgenerering, indhold og ophavsret. Det er kun kanaler, der har nået kvalifikationsgrænserne og følger alle vores retningslinjer, som kommer med i programmet og dermed kvalificeres til annonceadgang samt andre produkter til indtægtsgenerering.

Retningslinjer for annoncørvenligt indhold

Bare fordi en youtuber er med i YPP, betyder det ikke, at alle videoer på vedkommendes kanal er kvalificerede til at vise annoncer. Hver video skal også overholde vores retningslinjer for annoncørvenligt indhold. Det er helt bevidst, da vi er klar over, at der er vigtige samtaler, som hører til på YouTube, f.eks. diskussioner om mentalt helbred eller følsomme verdensbegivenheder, der måske ikke passer til annoncørernes brands. Andre eksempler på indhold, der ikke er egnet til annoncer, omfatter upassende sprog, vold, voksenindhold og skadelige handlinger.

Vi har arbejdet tæt sammen med annoncører for at skabe tydelige og omfattende retningslinjer for annoncørvenligt indhold med henblik på at hjælpe youtubere med at vurdere, hvilke af deres videoer der egner sig til annoncer. Kvalificerede youtubere har også mulighed for at selvklassificere deres indhold ud fra disse retningslinjer og aktivere indtægtsgenerering via annoncer for individuelle videoer på deres kanal.

Hvad gør YouTube, hvis videoer ikke overholder retningslinjerne for annoncørvenligt indhold?

Hvis en youtuber har aktiveret indtægtsgenerering via annoncer for en video, men vores kontrollanter og automatiske systemer identificerer, at videoen ikke overholder vores retningslinjer for annoncørvenligt indhold, vil videoen vise [begrænsede eller ingen annoncer] (https://support.google.com/youtube/answer/9269824). Men hvis youtuberen mener, at deres video stadig egner sig til alle brands, kan de anmode om en manuel gennemgang af videoen.