Gå til indhold
Vores forpligtelser

Hvordan beskytter YouTube fællesskabet mod had og chikane?

Vi har udviklet vores politikker vedrørende hadefulde ytringer og chikane i samarbejde med youtubere, som har delt deres perspektiver, og ekspertorganisationer, der undersøger onlinemobning og spredning af hadefulde synspunkter online. Vi har også mødtes med politiske organisationer fra hele det politiske spektrum. Ligesom med vores tilgang til indhold, der overtræder andre politikker, arbejder vi hurtigt på at fjerne indhold, der overtræder vores politikker vedrørende hadefulde ytringer og chikane.

Vi tager kampen op mod had

Hvad er forskellen på hadefulde ytringer og chikane?

Vores politik vedrørende hadefulde ytringer beskytter specifikke grupper og medlemmerne af disse grupper. Vi fjerner indhold, der overtræder vores politikker. Vi anser indhold for at have hadefulde ytringer, når det tilskynder til had eller vold mod grupper baseret på beskyttede karakteristika såsom alder, etnicitet, køn, kaste, religion, seksuel orientering eller veteranstatus. Denne politik omfatter former for had, der ofte forekommer online, f.eks. dehumanisering af medlemmer af disse grupper, beskrivelser af dem som naturligt underlegne eller syge, promovering af diskriminerende ideologier såsom nazisme, promovering af konspirationsteorier om disse grupper eller benægtelse af, at veldokumenterede voldelige episoder har fundet sted, f.eks. skoleskyderier.

YouTubes ledere fra sikkerhedsteamet forklarer, hvordan vi beskytter vores fællesskab mod hadefulde ytringer.

Vores politik vedrørende chikane beskytter identificerbare individer, og vi fjerner indhold, der overtræder vores politikker. Vi anser indhold for at være chikane, når det retter længerevarende eller ondsindede angreb mod en enkeltperson baseret på vedkommendes medfødte karakteristika såsom tilhørsforhold til en beskyttet gruppe eller fysiske træk. Denne politik omfatter også skadelig adfærd såsom bevidst at fornærme eller udskamme mindreårige, trusler, mobning, doxing eller opfordring til chikanerende fanadfærd.

YouTubes ledere fra sikkerhedsteamet forklarer, hvordan vi beskytter vores fællesskab mod chikane.

Hvordan behandler YouTube skadelige konspirationsteorier?

Som en del af vores politikker vedrørende had og chikane forbyder vi indhold, der retter angreb mod en enkeltperson eller gruppe ved hjælp af konspirationsteorier, som bruges til at retfærdiggøre vold i den virkelige verden. Et eksempel er indhold, der truer eller chikanerer nogen ved at antyde, at de er medskyldige i en af de skadelige konspirationsteorier, såsom QAnon eller Pizzagate. Som altid er konteksten vigtig. Nyheder, der omhandler disse emner, eller indhold, der diskuterer dem uden at rette angreb mod enkeltpersoner eller beskyttede grupper, kan forblive online. Da de grupper, der promoverer disse konspirationsteorier, hele tiden udvikler sig og skifter taktik, fortsætter vi med at tilpasse vores politikker, så vi kan holde os ajour og foretage de nødvendige handlinger for at leve op til vores ansvar.

Hvordan håndhæver YouTube sine politikker for hadefulde ytringer og chikane?

Hadefulde ytringer og chikane er komplekse politikområder at håndhæve i stort omfang, da beslutninger kræver en nuanceret forståelse af lokale sprog og kontekster. For at hjælpe os med at være konsekvente i håndhævelsen af vores politikker har vi medarbejdere med sproglig og indholdsmæssig ekspertise til at gennemse videoer. Vi anvender også maskinlæring til proaktivt at opdage potentielt diskriminerende indhold, der skal sendes til manuel gennemgang. Vi fjerner hvert kvartal titusinder af videoer og kanaler, der overtræder vores politikker. Vi skrider til alvorlig handling for over for kanaler, der gentagne gange går lige til grænsen af vores politikker. Det kan bl.a. være fjernelse fra YouTubes partnerprogram (hvilket forhindrer kanalerne i at tjene penge), udstedelse af strafklip, (fjernelse af indhold) eller lukning af kanaler.

Påvirker disse politikker uforholdsmæssigt politiske synspunkter, som YouTube er uenig med?

Når vi udvikler og fornyer vores politikker, sørger vi for at inddrage forskellige synspunkter, heriblandt fra youtubere, fagspecifikke eksperter, fortalere for ytringsfrihed og politiske organisationer fra alle sider af det politiske spektrum. Når der er udviklet en ny politik, investerer vi en betydelig mængde tid i at sikre, at nye politikker håndhæves konsekvent af vores globale team af kontrollanter på baggrund af objektive vejledninger og uden hensyn til, hvem der opretter indholdet. Vi har skabt en platform for autentiske stemmer, hvilket giver vores alsidige fællesskab af youtubere mulighed for at deltage i en livlig idéudveksling.

Er der undtagelser til håndhævelsen af politikken vedrørende hadefulde ytringer?

YouTube er en platform, hvor man kan ytre sig frit. Vi tillader ikke hadefulde ytringer, men vi gør undtagelser for videoer, der har et klart oplysende, dokumentarisk, videnskabeligt eller kunstnerisk formål. Dette kunne f.eks. omfatte en dokumentar om en hadegruppe, der indeholder hadefulde ytringer. Vi kan tillade denne dokumentar, hvis formålet med den fremstår tydeligt i indholdet, hvis indholdet ikke promoverer hadefulde ytringer, og hvis seerne bliver givet tilstrækkelig kontekst, så de ved, hvad dokumentaren skildrer og hvorfor. Dette er imidlertidig ikke et fripas til at fremme diskriminerende ytringer, og du kan rapportere det til gennemgang hos os, hvis du mener, du har set indhold, der overtræder vores politikker vedrørende hadefulde ytringer.

Hvordan håndterer YouTube gentagen chikane?

Vi fjerner videoer, der overtræder vores politik vedrørende chikane. Vi erkender, at chikane nogle gange forekommer som et mønster af gentagen adfærd i flere videoer eller kommentarer, selv når individuelle videoer ikke bryder med vores politikker. Kanaler, der gentagne gange går til grænsen af vores politik vedrørende chikane, suspenderes fra YouTubes partnerprogram (YPP) og mister dermed muligheden for indtægtsgenerering på YouTube. På den måde sikrer vi, at det kun er pålidelige youtubere, der belønnes. Disse kanaler kan også modtage strafklip (der kan føre til, at indhold fjernes), eller deres konti kan blive suspenderet.

Hvilke værktøjer er tilgængelige for youtubere, så de kan beskytte sig selv og styre tonen i samtalerne på deres kanaler?

Målet med vores politikker og systemer er at minimere den byrde, der påhviler youtubere om at beskytte sig selv mod had og chikane, men vi har også udviklet værktøjer, der skal hjælpe youtubere med at administrere deres oplevelse. Se dem nedenfor.

Vi stiller værktøjer til moderering af kommentarer til rådighed for youtuberne, så de kan styre tonen i samtalerne på deres kanaler. Vi tilbageholder potentielt upassende kommentarer til gennemgang, så youtuberne har mulighed for at beslutte, hvad der er passende for deres seere. Vi har også andre værktøjer, der hjælper youtuberne med at blokere visse ord i kommentarer, blokere personer fra at kommentere eller overdrage moderatorrettigheder til andre, så de kan føre tilsyn med kommentarer på deres kanal mere effektivt.

For at fremme respektfulde samtaler på YouTube har vi også en funktion, der advarer brugere, hvis deres kommentar måske kan virke stødende på andre, og giver dem mulighed for at overveje og redigere den, før de slår den op.

Endelig har vi en liste over ressourcer til at hjælpe youtubere med at føle sig sikre på YouTube. Vi er klar over, at der er meget mere, der skal gøres, og vi vil gøre vores bedste for at fremskynde vores indsats.